Artikler 2/23/2008
På sporet af guderne
Det gode ved at køre lange ture i bil er, at tankerne kan flyve i fred. Det sker især, når der ikke er presserende emner i vores eget morads af fortrædeligheder, der skal gennemtænkes - sager om farmaceutisk svindel, muhammedtegninger, nye bulletiner fra klimamafiaen, nye rapporter om kommende økonomisk depression. I stedet melder sig en mulighed for at tænke over de store rammer - rammerne uden for vores aktuelle fortrædeligheder.
Jeg selv er opvokset med det naturvidenskabelige verdensbillede. Biologi, astronomi, fysik, kemi, medicin, dybdepsykologi har været kerneinteresser hele vejen. Da jeg for mange år siden læste Marvin Harris, kunne jeg føje et antropologisk og historisk grundsyn til mit verdensbillede - alt kogt nydeligt sammen i mine to små bøger "Verdenshistorien på 15 minutter" og "Eksistensteori på 45 minutter".
Men jeg har hele vejen også været på det rene med, at der var områder, jeg ikke forstod ud fra, hvad jeg kom til at se som et æskesystem af forståelsesrammer. Vi er vant til at se forskellige videnskaber som grene på et træ. Men selv om grene på et træ hænger sammen ved stammen, er de indbyrdes adskilt der, hvor de opleves. Det er videnskaberne også - og det er forkert. Ergo omdefinerede jeg dem som æsker placeret forskellige steder i en og samme store æske. Den store æske er universet - alt hvad der findes. Inden for den er der specialafdelinger, der kan fokuseres særligt på. Hver af dem bliver så en delæske ("en videnskab"). Der bliver mange delæsker, men fælles for dem er, at alt hvad de indeholder skal kunne forstås som ideer i den samme store ydre æske.
Det er såmænd rimelig holistisk, men, som min læser allerede har gennemskuet: dog baseret på papkasser. Rigtigt, og det er der flere ting at sige til. Det er i forvejen umuligt at lave modeller af universet. Det gik op for mig for længe siden, at skal man lave en model af jordens atmosfære - kortlægge dens dynamik og forstå, hvordan en sommerfugl, der basker med vingerne i Kina, kan starte en orkan i den mexikanske golf - skal man bygge en komplet kopi af den. Og videre: Vil man lave en model af universet, må man lave en komplet kopi. Altså farvel til det, der traditionelt kaldes reduktionisme.
Mere elementært er det, at det at putte ideer ind i papkasser, mere afspejler vores eget mentale apparat end virkeligheden derude. Det er vores ideer, vi putter i papkasser, ikke virkeligheden.
Hvilket leder frem til det sidste: Det verdensbillede, der til syvende og sidst kommer ud af det, bliver lige så tredimensionalt som kasserne - være sig nok så holistisk. Og så så er vi tilbage ved begyndelsen: Mit verdensbillede er, hvad ingen har defineret bedre end David Icke: Tredimensionalt og femsanset.
Det fungerer fint, så længe man er tilfreds med de løse ender, der er i det. For eksempel den klassiske: Så længe man ikke behøver vide, hvordan universet opstod, kan man hygge sig fint med big-bang-teorier, det pulserende univers eller det elektromagnetiske univers. Det gælder helt ned på det menneskelige niveau, jeg tog udgangspunkt i: Så længe man for eksempel ikke behøver forstå, hvordan folkelige strømninger opstår, kan man snildt forklare dalende fødselsrater med, at "folk vil hellere have job end børn".
Alt sammen fint, ind til man er færdig med det - alt er på rette hylde, og det, der ikke er, holder vi op med at tænke på. Nogle kommer ikke længere. Vi kender dem: Dem kan vi ikke lære noget.
Men så er der os, der af og til kører lange ture og tænker tanker, vi ikke har tænkt før. Et af de første grundskud, mit eget verdensbillede fik, kom af dette spørgsmål: Hvis historien dybest set formes af folkelige strømninger, hvordan gik det så til, at de europæiske befolkninger for omkring 1.000 år siden begyndte at tage et lille uvedkommende mellemøstligt folkefærds mytologi til sig og ophøje det til en hel religion?
Vi taler altså om kristendommens opkomst: En jødisk mytologi plus en "moderne" beretning om en jødisk konge. Hvad har det med Europa at gøre? Og hvad laver det dog her den dag idag?
Nuvel, den jødiske mytologi er selv en kopi af ældre mytologier. Men jøderne gjorde sig dog den ulejlighed at sætte deres egne navne ind og ændre begivenhedernes location. Her i Europa tog vi hele pakken: Personnavne, stednavne - alt.
Hvorfor?
Nå, men hvis ellers der var bare en lille successrate i, hvad vi blev fyldt med af røverhistorier i vores skoletid (i et fag, der pudsigt nok hedder "historie"), så kom kristendommen hertil som regentbeslutninger, ikke som folkelige strømninger. Hvilket så bare flytter spørgsmålet lidt: Hvorfor beslutter Europas regenter at indføre jødisk mytologi som religion i Europa?
Det er et spørgsmål, der bør tænkes længe over, for vi skal ned under de søforklaringer, vi allerede kender. Når vi så er færdige, kan vi begynde at lede efter forklaringen på, at europæiske herskere medbringer den jødiske mytologi på deres erobringstogter til en styrtende masse andre befolkninger i verden. Og hvorfor disse befolkninger køber den.
Hvad er der med denne jødiske mytologi, der gør, at den skal påduttes hele kloden?
Lad mig sige det med det samme, jeg har ikke svaret her og nu. Jeg er kun faldet over én forklaring, og den har jeg ikke umiddelbart taget til mig. Men jeg fornemmer, at et svar meget vel kan springe ud af det næste spørgsmål, der er med på mine køreture: Hvorfor er vi mennesker, som vi er? Altså: Når hele den darwin'ske orden er på plads, alt det evolutionsmæssige er gennemgået, og religionerne er kasseret, hvorfor er vi så atypiske i dyreriget? Vi er jo i klassisk biologi vokset ud af den samme biosfære som alle andre dyr? Ikke desto mindre er vi omgivet af bjerge af tingeltangel, der ingensomhelst biologisk relevans har?
Frem for alt: Hvordan kan det gå til, at en dyreart udvikler sig så hurtigt, som vi har gjort? Fra en primatart blandt primatarter til et højteknologisk kunstprodukt på noget, der ligner 10.000 år? Enhver biolog vil kalde det umuligt - hvis ikke det lige var for os.
Også det har jeg set forklaringer på. Heller ikke dem har jeg købt. Men - og her er pointen med denne artikel: Jeg tænker over dem, mens jeg kører. Her er det magre resultat.
 Mit udgangspunkt hedder Zecharia Sitchin (tv). En Azerbaijansk amatørantropolog, der hævder at have tydet de mesopotamiske lertavler samt oversat i hvert fald nogle af dem. Et af sættene kalder han The Lost Book of Enki, og den er angiveligt Enkis egen beretningen om, hvordan vi mennesker blev udviklet af en af vores stamformer - Homo Erectus - som resultat af genetisk manipulation, foretaget af nogle væsner fra rummet. Nærmere betegnet nogle væsner fra, hvad Sitchin kalder "Den tolvte planet", navngivet Nibiru. En planet, jeg ellers ikke har hørt om; i følge Sitchin en planet med en ekstremt excentrisk bane og en omløbstid om solen på 3.600 jordår.
Det sidste spiller en ikke uvæsentlig rolle. For Sitchin fremfører, at samtlige religioners skabelsesberetninger har indlejret Enkis historie i kortere eller længere form. De fremmede væsner, som sumerne kaldte Anunnakis, kaldes i det gamle testamente for Nefilims, og de beskrives ikke alene som kæmper, men også som væsner, hvis hanner havde et godt øje til menneskenes hunner. Og deres høje levealder, der relaterer sig til Nibirus ekstremt lange omløbstid om solen, giver en passende baggrund for netop den gammeltestamentlige tidsregning. Noah blev ikke 90 eller 100, men 950 år gammel. Var han et jordisk væsen?
Så er der ordet Nefilim. Det har, fortæller Sitchin, to betydninger. Den ene er "vogter", den anden "dem, der steg ned". Sitchin hævder, at den sidstnævnte er korrekt, ganske svarende til, at det sumerske ord "Anunnaki" betyder "dem, der steg ned fra himlen". Men interessant nok bliver disse væsner i oldægyptiske skrifter kaldt Neteru, der betyder "vogter".
Den korte historie i den lange er nu, at disse Anunnakis gennemsøgte solsystemets planeter for mineraler, som de selv var ved at løbe tør for på Nibiru. Hvis jeg husker rigtigt, er der tale om monoatomart guld. Det fandt de på jorden (dog ikke i monoatomar form) og begyndte at udvinde det. Men deres folk blev trætte af at knokle, og det gav deres leder Enki ideen til at eksperimentere med planetens egne væsner. Man faldt over Homo Erectus og endte så efter talrige genetiske eksperimenter med en art, der var tilstrækkelig kløgtig til at have et sprog og forstå instrukser, men tilstrækkelig dum til at bruge som arbejdskraft. Den art kalder vi idag Homo Sapiens.
Historien er meget længere. Har du lyst til at læse The Lost Book of Enki, er den at finde på nettet. (et resume finder du her). Her skal jeg nøjes med at konstatere to ting:
1. Historien er det pure opspind, manden er sindssyg, og folk, der tror på det, er idioter.
2. Når det er sagt, kan vi så spørge: Hvad i vores forhistorie er ikke opspind? Hvem, der fortæller om det, er ikke sindssyg, og hvem af os, der tror på det, er ikke idioter?
Alt det er et spørgsmål om programmering til det ene eller det andet. Vi skaber ikke selv vores verdensbilleder - vi får dem fortalt.
Nå, men min opgave er ikke at missionere for Sitchin. Jeg skal bare lufte et par ting, jeg har undret mig over. Der er det før nævnte med den helt usandsynligt hurtige forandring af os som dyreart, der ikke har noget sidestykke i dyreriget, og som under ingen omstændigheder kan forklares som almindelig evolution. Punktum.
Og så fra en ende af:
Vores unger er dårligt tilpasset deres mødres fødselskanal. De har for store hoveder, og vores hunner føder deres unger med smerte. Jeg kender ikke noget andet eksempel i dyreriget, hvor det er så skidt lavet. Det er simpelt makværk. Men evolutionen tillader ikke makværk. Hvordan er det så gået til?
Vores unger har en enestående lang opvæksttid. Der er intet, jeg kan få øje på i evolutionær sammenhæng, der skulle retfærdiggøre så lang en tid - den virker tværtimod som en eklatant svaghed. Skulle jeg sige noget om den vorherre, der alternativt kunne stå bag, er det, at han har enormt god tid. For eksempel en helt anden livscyklus - meget længere end noget dyr på jorden. Selvfølgelig har han været opmærksom på jordårets ekstreme kortvarighed. Han har gjort det så godt, han kunne, men tidsfaktoren har drillet ham.
På trods af den lange opvæksttid har vi mennesker ingen brunsttider, hvilket er enestående blandt pattedyr. Vi har lært at se det som en sammenkittende funktion - det binder hanner og hunner sammen - men hvorfor har andre pattedyr ikke brug for sådan en mekanik?
Hvorfor er vi alene om manglen på brunsttider? (Og hvorfor virker den så dårligt som kittemiddel? kunne man spørge).
Så er der vores fordøjelseskanal. Den afviger fra alle andre pattedyr ved at fungere dårligt på uforarbejdet føde. Frugter, visse grønsager og visse jordknolde kan vi spise rå, men i almindelighed skal vores mad koges eller steges for at vi kan spise den. Det er helt ekstremt i dyreriget - intet andet dyr skal lave ild for at få noget at spise.
Når det gælder kød, antyder vores hang til blødt og krydret kød, at vi er ådselædere. Men vores mavesyre er svag, og det passer ikke til hel- eller halvrådden mad. Har vi at gøre med endnu en kikser? Og måtte vores laboranter give os hemmeligheden ved at bruge ild for at afbøde de værste virkninger?
Så er der vores underlige mentalitet. Der er ingen andre pattedyr, der lever som arbejdskraft. Overalt, hvor vi mennesker har etableret højkultur, har vi majoriteter af arbejdskraft samt en lille herskende klasse af ... skal vi sige halvguder, der har ejet, delt og hersket. Hvorfor kan en så mærkelig en arbejdsdeling fungere?
Nå ja, vi har jo i hvert fald igen et metaforisk svar: Vorherre besluttede, at vi skulle tjene vort daglige brød i vores ansigts sved. Det var altså en måde, vi blev konstrueret på. Spørgsmålet er bare, om det var vorherre, der gjorde det - eller nogle andre. For eksempel nogen, der tilfældigvis stod og manglede arbejdskraft.
Heller ingen anden dyreart benytter slaveri - som er fast ingrediens i al menneskelig højkultur. Det er ganske vist populært at se myrer som en parallel. Det er muligt, at det forekommer i et hjørne af myrernes verden, men for det første er det ikke typisk, og for det andet er det biologisk usagligt at sammenligne primater og insekter. Der kan aldrig ske evolutionære udviklinger over så store "afstande" i dyreriget.
Ingen pattedyr ud over mennesker opviser fænomenet. Hvor kommer det fra?
Ude i periferien kunne man også pege på vores helt specielle temperaturreguleringssystem. Som de eneste pattedyr har vi svedkirtler. De har erstattet de hårkirtler, der laver yderpels på andre pattedyr. Hvorfor har den udvikling fundet sted?
Giver den mening som "naturlig"?
Skulle den tilfældigvis gøre os bedre egnet som arbejdskraft?
Så er vi også færdige i denne omgang. Jeg skal ikke gøre reklame for Sitchins synspunkter - heller ikke mine egne. Bare lige nævne, at jeg somme tider kører i bil, om ikke andet så for den rare drivhuseffekt, der skulle følge med. Jeg er også opmærksom på, at Zecharia Sitchin af Arizona Wilder i et interview med David Icke identificeres som "one of them" - en af dem, hun genkender fra sin tid som mind-controlled fange. Altså medlem af den mafia, der fører Enkis afkom med mennesker videre op gennem historien. Det kan han godt være som antropolog, ganske som historikeren Carroll Quigley kunne være insider og alligevel formidle sin viden om hemmelige selskaber i "Tragedy and Hope".
For at gøre ondt værre ved vi ikke, om Arizona Wilder er sendt eller virkelig undsluppet sit fangenskab.
Intet af det vedrører min kørsel. Men jeg indrømmer, at jeg bliver mere og mere klar på det synspunkt, at vi mennesker er underlige, og at der ikke alene er en grund til det, men også en ikke-evolutionær grund. Det er særlig slemt, når begivenhederne i verden tager endnu en drejning mod det absurde, og det bliver stadig mere tydeligt, hvordan vi regeres af en relativt fåtallig mafia, mens resten af os - milliarder af mennesker - lader os tage ved næsen af den. Det i sig selv er ikke specielt i dyreriget. De fleste hovdyr er flokdyr og yderst nemme at lede hvorsomhelst hen. Men vi er primater, og de er normalt ikke så dumme.
Det er også svært at se udviklingen af atomvåben i en evolutionær sammenhæng. En normal primatart vil ikke udtænke remedier til at udrydde sig selv eller sin føde. Vi kunne finde hundreder af andre mærkværdigheder, der ser ud til at være menneskeskabt, men som ingen mening giver i evolutionær sammenhæng. Hvor kommer ideerne fra?
Der er noget, der er gået galt. Er der nogen, der har bedre bud end Sitchin?
 
Fra homo erectus til homo sapiens.
Update 25-02-2008: Sjovt nok dumper en nyhedsmail ind dagen efter denne artikel blev lavet. Mailen er fra Thunderbolts.info - en slags central for formidling af viden om det elektriske univers. Blandt meget andet var der denne video fra Thunderbolts: Symbols of an Alien Sky. Check selv, om den kan relateres til noget af det, jeg har snakket om her. |
