Artikler 6/15/2007
Det libyske komplot
I 2004 blev en palæstinensisk læge og fem bulgarske sygeplejersker, der alle arbejdede på det libyske al-Fateh børnehospital i byen Benghazi, dømt til døden for med vilje at have hiv-smittet 426 børn indlagt på hospitalet. Smitten blev i følge anklageskriftet overført til børnene via transfusion af forurenet blod - som led i et eksperiment, der skulle lede frem til en aids-kur (BBC Online 6. maj 2004).
Forsvaret fremførte, at børnene allerede var hiv-smittet, inden de seks sygeplejere ankom til stedet, og at årsagen var "dårlig hygiejne" på hospitalet såsom genbrug af kanyler. Forsvaret klagede desuden over, at det blev nægtet at indkalde "international ekspertise" i sin bevisførelse.
Anklagen blev rejst i 1999, og de seks sygeplejere havde siddet varetægtsfængslet lige siden. I 2004 var 40 af børnene døde, angiveligt af "aids".
Straks efter dommen går der politik i sagen. Både USA, EU og Bulgarien protesterede mod dommen. Den libyske ledelse fremfører, at såfremt Bulgarien betaler erstatning til ofrene og hjælper til med at bygge et hospital for aids-lidende, kunne dommen genovervejes.
Bulgarerne på deres side mener, at hele sagen er til for at presse Bulgarien til at eftergive Libyen en gæld på 300 millioner dollars og nægter at erstatte nogetsomhelst, da det ville være en indrømmelse af skyld.
Andre motiver er, der er tillagt den libyske ledelse, er, at den vil bortlede opmærksomheden fra angiveligt dårlige forhold på landets hospitaler - af indenrigspolitiske grunde, for dødsfaldene blandt børnene vagte vrede og bestyrtelse hos lokalbefolkningen. Endnu en mulighed er, at Libyen bruger affæren til at skaffe sig et aktiv at udveksle med de libyere, der i sin tid blev dømt i Lockerbie-sagen, og som endnu sidder fængslet i et vestligt land.
I Libyen fremfører Mohammar Ghadaffi, at de seks sygeplejersker arbejder efter instruks fra enten CIA eller Mossad. Dommeren afviser dog at tage hensyn til denne påstand i retten.
Selvseste Luc Montagnier blev sammen med den italienske aids-ekspert Vittorio Collizzi sat ind i sagen - selv om de ikke blev vidner. Det er fra dem, den mirakuløse påstand stammer, at børnenene var inficeret, inden det udenlandske plejepersonale ankom - hvordan de så end har kunnet påvise det. Montagnier underbyggede ganske vist med, at den pågældende "hiv-virus-streng" havde været i vækst i befolkningen siden midten af 1990'erne, men det kan aldrig bevise, at de konkrete børn var inficeret.
De seks sygeplejersker havde fra starten vedkendt, at de overførte forurenet blod, men trak senere tilståelsen tilbage, idet de hævdede, at den var fremtvunget under tortur - herunder elektrisk stød og ophængning i arme.
De torturanklagede politifolk svarede igen ved at lægge sag an mod sygeplejerne for deres krænkende påstande og ved at begære 4 millioner dollars i erstatning. Den tråd blev afsluttet maj 2007, hvor de anklagede (sygeplejerne) blev frifundet for criminal defamation.
Dommen fra 2004 blev appelleret, og den 25. december 2005 annullerer Libyens højesteret dødsdommen med den begrundelse, at sagen havde været skidt behandlet, og dekreterer sagen genoptaget (Jurist Legal News & Research). Samtidig meddeler bulgarske Sofia Echo, at en organisation i Bulgarien og en tilsvarende i Libyen er enedes om at grundlægge en international fond til støtte for hiv-smittede børn i Libyen.
Sagen blev genoptaget, og december 2006 faldt der endnu engang dom: Endnu engang blev de seks dømt skyldige og idømt dødsstraf. Og endnu engang blev det antydet, at de dømte eventuelt kunne frigives, såfremt Bulgarien betalte den nette sum af 10 millioner euro til hvert af ofrene. Det afviste bulgarerne og truede i stedet med at retsforfølge de 10 politifolk, der i følge de dømte havde udsat dem for tortur (Jurist Legal News & Research).
De dømte appellerer endnu engang dommen. Tilbage er kun en mulighed: At føre den ved Libyens højesteret. Der står sagen idag. Marts 2007 meddeler en talsmand for det libyske udenrigsministerium dog, at dommene ikke vil blive eksekveret.
Mange flere oplysninger er ikke tilgængelige via mainstreammedier. Det her fremførte bygger hovedsagelig på BBCs dækning af sagen - der sammen med APs dækning ser ud til at være kilde til alle andre dækninger.
Bag kulissen
Det vil sige, at det vigtige er overladt til fantasien, for hele historien lugter af at handle om noget andet end hiv-smittede børn.
Det første spørgsmål, der ikke er belyst, er: Hvor kom de 6 dømte medicinere fra? Det vil sige: hvilken organisation arbejdede de for? Og hvor blev den organisation af, da de seks kom i fedtefadet? Jeg anser det for et nøglespørgsmål og skal vende tilbage til det.
De næste og mere medicinske spørgsmål er: Hvilken rolle spillede de seks i forhold til de 426 børn? Havde de ansvaret for dem? Er det rigtigt, når anklageskriftet påstår, at de udførte eksperimenter på dem i forbindelse med en "aids-kur"?
Og helt centralt: Hvad var der i de sprøjter, børnene fik? Vi ved det ikke. Men så meget ved vi: Hiv-virus har aldrig været isoleret, ergo er det ikke muligt at forurene et medikament med det. Hvad angår teorien om de genbrugte kanyler, er den nøje knyttet til hypotesen, at hiv eksisterer, og at den er smitsom. Da hiv aldrig har været regulært påvist i menneskeligt væv, er det en yderst tynd hypotese.
Lige så tynd som den senere påstand, at de 40 børn (senere vokset til over 50), der døde af "smitten", døde af aids. Aids er ikke i sig selv en sygdom, men en paraplybetegnelse for en masse traditionelle sygdomme. Og hvilken af dem døde børnene af? Vi ved det ikke. Men da nu aids-betegnelsen er brugt, og da den eneste meningsfulde betydning af den er "forgiftning", er det da en mulighed, at børnene døde af forgiftning. Men hvilken gift?
Hvad enten det forholder sig sådan eller ej, ser jeg to muligheder:
1. Der blev faktisk udført eksperimenter på børnene, for eksempel med en ny "aids-vaccine". Desværre var denne vaccine toksisk. Muligheden er særdeles sandsynlig, da det er dokumenteret, at den farmaceutiske industri i vid udstrækning tester medicin i Afrika, og at det sker i hemmelighed. Måske også uden det lavere rangerende plejepersonales vidende, men definitivt med højere rangerendes. Det er dokumenteret, at en del af testene medfører dødsfald blandt forsøgspatienterne. Længere nede i Afrika tager ingen notits af sådanne dødsfald. Men noget gik galt i Libyen: Nogen opdagede, at der var dirty business i gang. Og nogen besluttede, at det skulle stoppes.
2. Der blev udført eksperimenter på børnene, men disse havde ingen tilknytning til hverken hiv eller aids. Slet ikke usandsynligt, efter som den farmaceutisk industri udmærket ved, at hiv ikke findes, og at aids er navnet på deres pengemaskine og ikke på en sygdom. Men hvad var det så, der blev eksperimenteret med?
Min fantasi rækker ikke til et konkret svar. Kun til, at vi arbejder inden for det framework defineret af Kissingers National Security Study Memorandum 200: Den amerikanske udenrigspolitiks erklærede mål med at reducere befolkningstallet i den tredje verden. Hovedværktøjet blev af Robert McNamara defineret som sikring af generel fattigdom og sult. Men vi har set andre værktøjer i drift, og i meget høj grad det farmaceutiske. Det har virket gennem hjælpeorganisationer som WHO og UNAIDS og har haft form af distribution af foruret vaccine. Den foretrukne har i en årrække været stivkrampevaccine forurenet med gonadotropin-hormonet hCG. Dette hormon dannes naturligt i gravide kvinder og er nødvendigt for, at graviditeten kan gennemføres. Men når det indføres sammen med stivkrampevaccine, får det den modsatte virkning: det får kvinderne til at danne antistoffer mod hormonet, hvorefter kvinderne mister evnen til at gennemføre graviditet.
Millioner af kvinder i den tredje verden har fået denne skjulte "fertilitetsdæmpende vaccine" (3,5 millioner alene i Filipinerne). Det er sandsynligt, at nye teknikker er under udarbejdelse, og det er muligt, at de libyske børn havde en rolle i udviklingen af en vaccine.
Min teori om hele historien er, at det sidstnævnte er kernen i historien. Hvad der bestyrker mig i den, er "den forsvundne organisation" - det faktum, at den organisation, de seks dømte arbejdede for, frem for at træde frem og støtte sine medarbejdere, forsvandt fra jorden overflade. Hvad er det for organisationer, der gør den slags? Nå ja, det er ikke så svært at gætte.
Der er derefter sket flere ting:
Det libyske personale fik kendskab til projektet og gav besked opad i det libyske system.
Jeg finder det meget sandsynligt, at libyerne derefter fik analyseret sig frem til, hvad det var for eksperimenter, og hvilke medikamenter der var involveret. Da børnene begyndte at dø, måtte det overvejes, hvilken reaktion der var den rette. Og libyerne valgte den reaktion, der ramte den vestlige farmaceutiske industri hårdest muligt: De slog til med det våben, denne industri havde hamret løs på Afrika med i næsten tyve år: aids.
Faktuelt har sagen intet med aids at gøre. Men aids blev valgt som politisk værktøj.
Og valget var uhyre intelligent, for hvad libyerne i realiteten gjorde, var at holde et spejl op foran den vestlige farmaceutiske industri og det vestlige politiske og juridiske apparat, der beskytter den: Se, hvilket cirkus I holder i gang med jeres aids, og se hvad I gør med de ofre, der får ørerne i maskinen. Man kan næsten ikke lade være med at sammenligne med den australske Parenzee-sag, der fik sin domfældelse samme år som Libyen-sagen: En mand blev idømt 15 år bag tremmer for at have haft seksuelt samkvem med tre kvinder uden at fortælle dem, at han var hiv-positiv. 15 års fængsel er ikke det samme som en dødsdom. Men Parenzee havde heller ikke slået nogen ihjel. At han overhovedet skulle have gjort de tre kvinder fortræd, er nøje afhængigt af, at man tror på hiv-myten: At der findes en virus, der angriber et menneskes immunforsvar, og at denne virus er smitsom. Begge dele er tilbagevist af højt kvalificerede fagfolk inden for mikrobiologi, biokemi og virologi.
Libyerne ved godt, at deres retssag er lige så tynd som Parenzee-sagen. De ved også, at den er lige så tynd som det morderiske setup, den vestlige farmaceutiske industri, dens propagandamaskine og dens politiske beskyttelsesapparat har haft kørende i Afrika i et par årtier, kaldet "aids-epidemi". De ved også, at Afrika er centrum for befolkningsdecimering. Hele pointen i sagen er at demonstrere, at de ved det. Og at de ikke ønsker det praktiseret i Libyen.
Af samme grund nægtede de libyske myndigheder "international ekspertise" adgang til vidneskranken. Det våben havde vesten længe nok haft lov til at boltre sig med på det afrikanske kontinent.
Tilbage er spørgsmålet om de seks: Vidste de, hvad de havde gang i? Det spørgsmål får vi næppe nogensinde svar på. Deres oprindelige indrømmelse af skyld blev demeneteret af torturpåstanden, og længere kommer vi nok ikke med det. Når de seks engang kommer hjem, vil de omgående blive kontaktet af behørige efterretningstjenester, og en passende historie vil blive strikket sammen.
Den vil runge ud over den vestlige verden og have absolut ingenting at gøre med, hvad der faktisk skete.
Update 18. juli 2007: Meget tyder på, at denne hjemkomst er nært forestående. Medierne meddeler i dag, at familierne til hvert af de ramte børn får udbetalt en million dollars i erstatning, og at dødsdommen hermed bliver ændret til livsvarigt fængsel. Da Libyen og Bulgarien har udleveringsaftale, vil de meget hurtigt blive sendt til afsoning hjemme. Og, som det forlyder, i samme øjeblik de sætter foden på Bulgarsk jord, kan de betragte sig som benådet af den bulgarske præsident.
At det bliver skæbnen for alle seks, skyldes, at den palæstinensiske læge har opnået bulgarsk statsborgerskab. |
