Artikler 4/14/2007
Fokus på Zimbabwe
Tiden må være kommet til at kigge lidt nærmere på Zimbabwe. I sin tid, da de såkaldte "krigsveteraner" (fra opgøret med Ian Smith-regimet) udførte deres kampagne for at smide hvide farmere ud, skortede det ikke på beretninger, der vakte harme her i vesten. Farmerne (i hvert fald nogle af dem) var født og opvokset i landet og følte sig som zimbabweanere. De havde måske ikke lært, hvordan deres forfædre var kommet til den jord, de besad, og fremstod som ofre for en uretfærdig skæbne. Mange af os fjerne tv-avismodtagere følte med dem. Skurkene? Krigsveteranerne? Hørte vi ikke noget om. Men ret skal være ret: Vi hørte af og til nogle korte klip fra taler af Robert Mugabe. Han har ordet i sin magt og fik da sat et lille komma ind i sagen.
Siden er alt gået skævt i Zimbabwe - i følge de vestlige medier. Landets økonomi er kollapset, folk sulter og er desperate. Oppositionsbevægelsen Movement for Democratic Change, MDC, bliver dagligt tæsket, og dets leder Morgan Tsvangirai blev ligefrem torteret for nylig. Alt sammen på grund af en "ond diktator, der klamrer sig til magten".
På en måde er det rimelig svært at gennemskue, hvad der foregår. Herhjemme har vi ikke andet, end hvad medierne ukritisk kolporterer fra de internationale koncerners nyhedsbureauer - jf. ovennævnte. De få mennesker, der ved en smule om Zimbabwe, høres ikke - som traditionen også byder. I første omgang må vi, der vil kende virkeligheden, derfor gå omveje. Til en start for eksempel se på mønstret i de få informationer, vi får.
Det tager ikke mange øjeblikke at genkende det. Det kunne være Jugoslavien, Nordkorea, Irak eller Iran. Det kunne være Nicaragua, El Savador, Guatemala eller Panama. For hvad har de tilfælles med Zimbabwe? De er/var lande, der med held løsrev sig fra euroamerikansk politisk og økonomisk dominans. Det vil først og fremmest sige: Lukkede deres økonomier og tog magt over deres egne ressourcer. Det har i samtlige tilfælde ført til euroamerikanske reaktioner - først diplomatiske, så økonomiske, så politiske - og for flere af dem sluttelig militære. Det knækkede dem selvfølgelig. I dag holder kun Nordkorea og Iran endnu stand. Og så Zimbabwe.
Endnu en parameter har de tilfælles: Der er i vestlige medier ført kampagner mod alle de nævnte landes statsledere: De er alle blevet stemplet som onde diktatorer. Da vi ved, at hverken Europa eller USA har problemer med diktaturer, der tjener dem, kan vi udelukke, at stemplingen har noget med demokrati at gøre. "Demokrati" er det euroamerikanske imperiums ord for "et styre åbent for euroamerikansk ejerskab".
At vesten har indført sanktioner mod Zimbabwe, taler også sit tydelige sprog. Det er gjort med de fleste lande, der har nægtet at underkaste sig. Det er simpelt hen fast praksis, når et land skal knækkes. Nogenlunde det modsatte af, hvad der skulle gøres, hvis man ville fremme demokrati (demokrati uden velstand er et fantasifoster).
Endnu en fast praksis er den politiske destabilisering. Også den finder vi i Zimbabwe. I 2001 underskrev USAs præsident en lov, der bemyndiger ham til at finansiere oppositionelle medier såvel som demokrati- og ledelsesprogrammer i Zimbabwe. Synonym for støtte til oppositionsgrupper - som vi også så det i Georgien og Ukraine. Loven har navnet Zimbabwe Democracy and Economic Recovery Act of 2001. Nysprog for Loven om indblanding i Zimbabwes indre anliggender.
Det er således ingen hemmelighed, at Zimbabwes oppositionsparti MDC og dens leder Tsvangirai bliver støttet af såvel amerikansk som britisk regering. Jeg har ikke set nogen angivelse af detaljerne i støtten, men vi behøver nok ikke være i tvivl om, at den omfatter både politisk rådgivning og penge.
Og så over det hele: En masse røverhistorier i vores medier. At Mugabe er en diktator, er en af dem. Senest blev han lovformeligt og demokratisk valgt i 2002 ved et valg, der af observatører fra afrikanske lande blev betegnet som frit og fair. Vesten havde ingen observatører og stemplede på det grundlag valget som fusk.
Konklusionen af disse forhold er utvetydigt: Alt hvad vi får at vide fra vores egne officielle kilder om Zimbabwe, er spind. Der er INTET af det, vi kan bruge.
Brugbare er derimod et par interessante artikler, der fornylig er dukket op på canadiske Centre for Research on Globalization, som jeg synes indeholder rigtig meget foder:
Zimbabwe’s Lonely Fight for Justice
The Battle over Zimbabwe’s Future
De har fjernet den sidste rest af tvivl: Hvad Mugabe er i færd med, er at løsrive Zimbabwe fra neokolonialismens jerngreb. Og når Zimbabwes økonomi er under kollaps, skyldes det først og fremmest obstruktion fra USA og England og deres lydstater i "det internationale samfund" (alle dem, der stemmer ja til hvadsomhelst hvorsomhelst for ikke at miste imperiernes støtte).
Som en zimbabweansk kvinde siger det i en mail til det afrikanske institut AfriDAD (gengivet med tilladelse): Intet afrikansk land ville overleve længere end Zimbabwe, når alle udeståender bliver indefrosset overnight. Når al adgang til internationale låneinstitutioner bliver blokeret. Når alle eksportmartkeder bliver lukket og verdens mest magtfulde nation USA indfører love, der forbyder dets borgere at investere Zimbabwe. Og så sandelig også når der er et internationalt medieraseri i gang mod landet.
Sådan en kur ville nok heller ikke en dansk økonomi komme godt ud af.
Kan hænde, at Mugabe selv kunne have gjort det bedre for sit lands borgere. På den anden side må man stille spørgsmålet: Hvordan skal man lede en befolkning gennem forvandlingen fra undersåtter i en kolonimagt til ejere af deres eget land? Jeg tror ikke, at mange her i vesten forstår, hvad sådan en opgave indebærer. Endsige hvordan den løses - the african way. I lande som Namibia og Sydafrika er den politiske magt formelt overladt til den oprindelige befolkning. Men, som artiklen The Battle over Zimbabwe’s Future fortæller, har det ikke forhindret koncentrationen af penge og ressourcer på en magtfuld hvid elites hænder. Hvad Mugabe gør, er i den forstand at modarbejde den mulighed.
Det gør han ret i og er måske inspireret af Botswanas eksempel. IMF arbejder ganske vist i dette land, men da organisationen i 2001 ville tvinge Botswana til at åbne sin økonomi, nægtede Botswanas regering og meddelte i øvrigt, at organisationen ville blive smidt ud, hvis den ikke den arbejdede på Botswanas betingelser. Det valgte IMF, og Botswanas økonomi hører i dag til de få stærke i Afrika.
Af samme grund spår AfriDAD, at Zimbabwe om ikke så mange år vil vise sig at blive en af Afrikas førende nationer. For, som man siger: Når en befolkning bliver tvunget til at bygge sig op fra grunden ved egen hjælp, kan den ikke undgå at blive stærk. Zimbabwe er centrum i Afrikas oprindelige civilisation. Når det får kontrol over sig selv og sine ressourcer, vil den rolle vende tilbage.
Helt så sløjt kan det vel heller ikke stå til i Zimbabwe, når det i før nævnte mail til AfriDAD fra den zimbabweanske kvinde hedder: Jeg tilbringer de fleste af mine weekender med at besøge sorte farme, og det er forbavsende, hvad de laver. Selvfølgelig kræver det en masse støtte og erfaring at komme til, hvor den hvide mand var. Men de gør det.
|
5/12/2007
LPP: Tak for en oplysend og retvendende artikel. Det tjener yderligere til billedet af det zimbawanske styre, at det trods de økonomiske forhold har kunnet gennemføre at over 90% af befolkningen har en skoleuddannelse, og at Zimbabwe er et de lande i verden hvor HIV-Aids har ramt hårdest og hvor men til trods herfor har formået at få tilvæksten af nye smittede til at stagnere.
Zimbabwe har hårdt brug for at det stereotype billede af landet og dets leder bliver blødt op.
5/12/2007
Kjeld: Og tak for din tilbagemelding. Kun en lille kommentar: Hvis du læser denne hjemmesides artikler om aids, vil du opdage, at jeg hører til dem, der betragter aids som et falsum. At Zimbabwe har en lav "aids-rate", har altså ikke noget med "aids" at gøre, men har sandsynligvis to årsager:
1. Udenlandske journalister er forment adgang til Zimbabwe, og når der ingen vestlige journalister er, er der heller ingen aids.
2. Sanktionerne mod Zimbabwe har formentlig forskånet befolkningen for den dræbende cellegift, der går under navnet "aids-medicin". Som blandt sine virkninger har vægttab, ødelagt knoglemarv, blodmangel, leversvigt med mere. Læg selv to og to sammen - eller, hvis du orker det, læs artiklerne:
Danske hjælpeorganisationer og deres folkedrab
HIV for en domstol
Aids-milliarderne ruller videre
|
