Artikler 8/24/2006
Konspirationsteori - ja tak!
For en seks-syv år siden påstod en af mine bekendte, at Vatikanet står bag den snart 100-årige krig i Mellemøsten. "Vatikanet kontrollerer USA, og planen er med amerikansk hjælp at lade jøderne eliminere muslimerne ... derefter klippe jøderne ... og så fuldføre, hvad der glippede for ottehundrede år siden: Tage det hellige land i besiddelse."
Det troede jeg ikke et øjeblik på. "Jeg er slet ikke med på de der konspirationsteorier", var mit argument. "Hvilken interesse skulle nogen have i at tage en stribe halvørken i besiddelse? Vatikanet har vel plads nok, hvor det er?"
Mit vigtigste kort var imidlertid: "Hvordan skulle en organisation kunne udføre sådan nogle planer, uden at det blev opdaget? Hvis der var noget som helst om snakken, ville vi da høre om det? Vores medier er vilde med sensationer ... de ville elske at afsløre det"?
Et par år gik, og jeg begyndte at interessere mig for, hvad der foregår i verden. Efterspillet til 11. september blev et lærestykke. Ganske langsomt blev begivenheden analyseret, kædet sammen med krigene i Afghanistan og Irak og kædet sammen med Oklahomabomben, Tonkinbugt-affæren, operation Northwood og meget andet. Langsomt voksende en bevægelse frem, 9-11-Truth Movement. Vidneudsagn og tekniske detaljer kom frem. Tidligere ambassadører, ansatte i CIA, politifolk, brandfolk, fysikere, økonomer og andre fagfolk blev ved med at føje brikker til puslespillet, og den dag idag er det hævet over enhver tvivl, at 11. september var en false flag-operation, faciliteret af det amerikanske statsapparat og organiseret i et samspil mellem efterretningstjenester, sandsynligvis af forskellig nationalitet, inklusiv amerikansk.
Så kan vi vel takke en vågen sensationslysten presse for utrættelig afslørende journalistik i den anledning? Øh ... det er faktisk det eneste, vi ikke kan. Alle mulige andre, men ikke pressen.
Var der alligevel noget, jeg havde misforstået med hensyn til journalistik? Og var jeg alligevel på vej ind i konspirationsteoriernes verden?
Efterfølgende fik amerikanerne Patriot Act I og II - i øvrigt i direkte forlængelse af den National Security Act, der fulgte efter Oklahomabomben i 1995. Begge en slags moderne udgave af den tyske Verordnung des Reichspräsidenten zum Schutz von Volk und Staat, der fulgte i kølvandet på rigsdagsbranden i Berlin i 1933. Med Patriot Act er fulgt et stort antal FEMA interneringslejre med plads til at internere tusinder af amerikanske borgere, når det næste iscenesatte terrorangreb løber af stablen, og der ved lejlighed indføres militær undtagelstilstand. England fulgte lydigt trop og nedlagde så meget retsbeskyttelse af sine borgere, at britisk politi nu kan trænge ind i private hjem og skyde beboerne ned. Selv dansk politi er begyndt at likvidere - endnu kun biltyve og mentalt forstyrrede, men lur mig om ikke det er en opvarmning til noget større, der skal komme.
Baggrunden for den udvikling er så heldigvis også afsløret af en sensationslysten presse altid på jagt efter scoops? Eller er den? Nå, heller ikke.
Det lader til, at min årvågne presse - mine blodhunde, jeg troede var sat til at vogte sandheden for os - har svigtet. Hvad er der sket med dem?
Aktive konspirationsteoretikere og seere
På det nære plan har vi fået et spøgelse, der på en måde kan sammenlignes med Erhard Jacobsens Aktive lyttere og seere fra 1970´erne. Den forening fik lukket munden på de venstreorienterede abekatte, der havde befolket Danmarks radio, og som rapporterede negativt om Vietnamkrigen, apartheit, Nato og atomkapløbet. Det gjorde foreningen ved at bombardere medierne med klager.
Idag har vi fået et langt større apparat, der breder sine tråde ud over den ganske verden. Det har sit centrum i USA, hvor det udgøres af et syndikat af tænketanke, fonde, stiftelser, institutter og organisationer, tilsammen med ubegrænsede pengemæssige ressourcer. De kan hedde Carnegie Endowment, Ford Foundation, Guggenheim Foundation, Rockefeller Foundation, Anti Defamation League, Cepos og meget andet. Og deres fjende af idag er ikke de venstreorienterede, men ... konspirationsteoretikerne (1).
Konspirationsteoretikerne er dem, der mener, at verdens finansielle og politiske mekanisme er blevet kapret af et par håndfulde elitære galninge, der "konspirerer" i egen interesse og modarbejder befolkningerne.
Den slags er der midler imod, og et af dem er kontrol over medierne. Det er forlængst etableret gennem ejerskab, fastlæggelse af redaktionelle linier og retningslinier for, hvilke journalister der bliver ansat. Allerede i 1950'erne blev amerikansk presse døbt The Mighty Wurlitzer - et udtryk hentet fra teaterverdenen, der indikerer, at hele apparatet er en iscenesættelses-maskine. Hvilket passer med, hvad tidligere ansatte på Fox News idag beretter: Det bliver dagligt fra centralt hold fastlagt, hvilke begivenheder der skal dækkes, og hvordan de skal vinkles. Har man en gang set Fox News, er man ikke i tvivl om, at her er verden iscenesat.
Fox News' ejer, Rupert Murdoch, ejer mere end 40 andre medier. Resten kan fordeles få en håndfuld ejere (2). Disse er igen vævet ind i storindustrien - General Electric ejer alt, hvad der hedder NBC, Westinghouse ejer CBS (begge våbenindustrier og leverandører til USAs mellemøstkrige), Franske Le Figaro ejedes på et tidspunkt (delvist) af Carlyle Group (også våbenindustri). Og så videre.
Såvel medier som storindustri er igen vævet ind i den politiske verden. Det er kendt, at Bush-familien har interesser i olieindustrien, våbenindustrien og den finansielle industri, at Cheney-familien har indtægter fra Halliburton-koncernen, at Rice har det fra Chevron og så videre. Ingen i den vestlige verden kan blive toppolitiker uden PR-støtte fra medier og finansiel støtte fra storindustri. Ingen kan forblive toppolitiker uden at lade tjenester gå den anden vej. Det var, beretter en kilde, Rupert Murdoch og hans britiske medier, der bragte Tony Blair til magten i 1997. Medier, storindustri og politisk liv er et eneste stort værk af sammenfiltret ærtehalm.
Læg dertil de af storindustrien stiftede og finansierede tænketanke, fonde, stiftelser og andre organisationer, der presser medier og politikere fra ideologisk hold. Læg dertil, at en håndfuld bankdynastier danner paraply over dem alle. Og forestil dig, hvad der mon sker med en journalist, der begynder at afsløre noget i den verden.
Der er 6 muligheder fra det lette til det tunge:
1. Journalistens afsløringer bliver kaldt "konspirationsteori", i dagens verden værre end "venstreorienteret". Det sker ikke så tit, for alle journalister ved, at får man den etikette klistret på, kan man betragte sin karriere som afsluttet.
2. Journalistens afsløringer bliver ikke udgivet. Det er det mest sandsynlige. En gammel tommelfingerregel siger, at er sandheden tilstrækkelig modbydelig, er der ingen, der vil høre den. Fortæl en befolkning, at dens egen regering står bag et indenrigs terrorangreb, og mærk latterliggørelsen skylle ind. Annoncører kan ikke lide sandheder, når de drejer sig om økonomisk svindel, pengehvidvask, manipulerede regnskaber, ulovlig eksport, ulovlige pengegaver og lignende.
3. Journalisten bliver fyret. Er aktuelt efter gentagne forsøg på ovennævnte.
4. Journalistens hjem bliver ransaget af FBI. Sker oftere og oftere for formidlere uden for mainstream.
5. Journalisten bliver anholdt og tilbringer nogle måneder bag tremmer, inden han løslades uden tiltale. Sker oftere og oftere for formidlere uden for mainstream.
6. Arbejder journalisten i eksempelvis Pakistan og kommer for tæt på det finansielle og operative samarbejde mellem ISI, CIA og MI6, kan han ende som Daniel Pearl, der den 1. februar 2002 blev fundet myrdet i Karachi. En internetsøgning på "journalist suicide" føjer flere muligheder til.
Det er åbenbart ikke let at dyrke journalistik, når straffen for at gøre det er at blive ædt.
Lille Danmark
Og hvad med lille Danmark og dets tre-fire mediehuse? Virkeligheden for dansk presse er, at marginalerne for fortjeneste er ekstra små. At have journalister til at undersøge og afsløre er nogenlunde det dyreste, et medie kan give sig af med. At have journalister til at fare rundt i hele verden og afsløre, er komplet urealistisk. Simpelt kære Watson: Danske medier holder sig til petitstof. Journalisten bliver på sin pind foran computerskærmen og nøjes med at omformulere pressemeddelelser fra officielle kilder, der tikker ind fra nær og fjern. Meddelelserne bliver ikke udfordret, for selv en internet-research tager tid og koster penge. Og skal man hele tiden passe på ikke at ende op i konspirationsteori, må man holde sig til manuskriptet.
Skal der en sjælden gang afsløres noget, bliver det derfor tyrkiske grønthandlere, små sidegadevekselerer og andre småfolk. En sjælden gang kan en politiker slagtes, sådan som de to BT-journalister fik lov til med Farums borgmester i 2002. Men da A.P. Møller i 2003 efter aftale med nogle lavtstående amerikanske officerer forsøgte at stjæle et havneanlæg i den sydirakiske by Khor az-Zubayr, var emnet for stort. De to skandinaviske journalister, der blotlagde plottet, måtte gå til internet-mediet CorpWatch for at få deres journalistik offentliggjort.
Jamen medierne har jo korrespondenter ude i verden - helt så slemt kan det da ikke være? Ja, vist har vi en Hanne Foighel, der i gud ved hvor mange år har talt Israels sag fra Tel Aviv, og vist har vi en Steffen Gram til at fortælle sidste nyt fra præsident Bush - og en Poul F. Hansen til at sige ingenting. Men hvor ynkeligt det setup end er - og hvor trist det er, at der ikke er bare en eneste Robert Fisk eller Greg Palast imellem - må vi tænke på, at disse korrespondenters vilkår derude er nøjagtig de samme som herhjemme: De kan ikke fare rundt og afsløre. Også de nøjes med at oplæse officielle pressemeddelelser og gengive, hvad de ser på lokalt tv. På P1 Orientering mødes de så engang imellem og udveksler pressemeddelelser og lader som om de formidler "baggrund".
Hvilket jo forklarer, at heller ingen stavelse fandt vej til danske medier om 9-11-Truth-konferencen i Los Angeles i juni måned. Den første konference, der åbent for gud og hvermand erklærede 11. septemberangrebet som en kriminel handling orkestreret af den amerikanske regering. Lidt af en påstand, ikke?
Og den sensationslystne presse?
De glubske journalister altid på jagt efter et scoop?
Nej, der var godt nok noget, jeg havde misforstået.
Konspiration - ja tak
I den mellemliggende tid var vejen faldet over de medier, der arbejder uden for hovedstrømmen, alle på Internet, nogle af dem også via syndikeret radio og tv. Jeg kalder dem analytiske, fordi vi her faktisk finder folk, der drister sig om bag kulisserne og stiller spørgsmålet: Hvad er det egentlig, der foregår?
Det er disse medier andre kalder konspirationsteoretiske.
Spørger jeg mig selv, hvilke der bedst har bidraget til min forståelse af verden, er der ikke meget tvivl. Alt hvad de journalistiske medier formår, er at fortælle, at verden i disse år er i en ulykkelig forfatning, ingen ved hvorfor. Mine analytiske medier fortæller den samme historie, men tilføjer: Fordi der er nogle mennesker, der bringer verden i en ulykkelig forfatning. Disse mennesker har navne, de ved, hvad de gør, og de har en hensigt med det.
Hensigten er direkte aflæselig i virkningen. Når folk dør i Libanon, er det, fordi hensigten er at dræbe. Når der spredes forarmet uran i Irak - der får antallet af kræfttilfælde til at vokse 1000%, giver uhyggeligt misdannede børn i kommende generationer og er virksomt i 3,5 milliarder år - så er det, fordi hensigten er at ødelægge for bestandig og så pinefuldt som muligt.
Så simpelt er det. Og så simpel er baggrunden for, at man kalder det konspirationsteori. Der er to ingredienser i det:
1. Tillæggelsen af ondskab i hensigten.
2. Placeringen af hensigten hos vores egne ledere - og ikke hos ukendte islamiske syndebukke.
Hvad ondskaben angår, skal vi igen se på virkningen. En ting er, at krigen mod terror spreder død og lemlæstelse i Mellemøsten - en lige så vigtig faktor er, at den spreder angst på hjemmefronten. Og hvilket motiv kan et lands ledelse have til at skræmme egen befolkning?
Vores historie viser os, at der kun er et svar på det spørgsmål: For at få den til at underkaste sig. Men man ønsker ikke underkastelse ud i den blå luft - den skal bruges til noget. Der er en plan. Hvor der er en plan, er der en kreds af mennesker med fælles interesse. Når denne interesse er fjendtlig mod befolkningen, kalder vi den en sammensværgelse - en konspiration.
Hvad vores ledere angår, kan vi af udbredelsen af den iscenesatte angst slutte, at vi ikke bare taler om et land, men om en kulturkreds. Som Noam Chomsky så udmærket siger det, er krigen mod terror en gave til alle magtapparater, fra Indonesien til Canada. Alle - med få undtagelser - bruger den til at få befolkninger til at underkaste sig. Meget få benytter den som værktøj til at øge frihed og velstand. Lige nu kan jeg blandt statsledere kun komme i tanke om nogle få mellem- og sydamerikanske præsidenter, der har såden en dagsorden.
Så stor en terrormaskine kan ikke sættes i omdrejninger uden et udstrakt samarbejde mellem et meget stort antal mennesker. Uden et netværk, der breder sig over hele kloden. Uden ubegrænsede pengeressourcer. Vi kan kalde det et løst organiseret netværk af politisk-finansielle magtcentre, eller vi kan kalde det et globalt politisk-finansielt kartel. Men hvorfor ikke kalde det det formastelige, vi ikke kan lide: En sammensværgelse.
Så lad os sige det rent ud: Der er en sammensværgelse i gang på planeten jorden. Den behersker de fleste af klodens naturressourcer, de fleste af dens penge, det meste af dens militærmaskineri, det meste af dens infrastruktur, de fleste medier og uddannelsesinstitutioner og hovedparten af dens politiske systemer.
Organisatorisk afbildes den som en pyramide med konspiratorerne i toppen og hære af hjælpere nedenunder. Pyramiden er lagdelt, og mellem lagene er der spærrelag, der sørger for, at kommunikationen nedad altid har form af nette etisk tiltalende historier. Skolelæreren, bankassistenten, journalisten og fuldmægtigen i miljøministeriet har ikke den fjerneste anelse om, hvilken dagsorden der hersker i toppen. De tjener den uden at vide det.
Og hvem sidder så i toppen af denne globale konspiration?
Well ... jeg kan godt nok ikke få øje på Vatikanet, og jeg har endnu ikke købt min bekendtes teori (det burde jeg måske, for han sagde også dengang i 1999: "Glem alt om USA, det er opløst om ti år"). Men det udelukker jo ikke, at den kan være rigtig. Mest tydelig er den vestlige verdens finansielle top - den håndfuld dynastier, der ejer alt og alle, fordi alt og alle skylder den penge. Men faktisk er der dem, der mener, at der er endnu en top ovenover, og at den faktisk er religiøs. En internetsøgning på eksempelvis "vatican conspiracy" bringer halvanden million resultater op.
Men sandheden er, at jeg ikke kan svare på spørgsmålet. Jeg kan kun se frontfigurerne - de politiske ledere, der dagligt fylder os med net spundne hollywood-historier, pænt læst op af vores journalister. Så klart som himlen en frostklar skyfri morgen uden at komme i nærheden af virkeligheden.
Ingen til at vogte ledvogteren
Og så er vi tilbage til vores medier og deres formidlere. Tænk engang, om disse tusinder af mennesker verden over, der kalder sig journalister, faktisk brugte deres energi på journalistik. Tænk om de beskæftigede sig med lige netop det, der er svært for os andre: At finde ud af, hvad der foregår i toppen af den globale konspirations pyramide. At rapportere om det. At banke på lukkede døre og gøre det samme ved dem, der nægter at åbne, som de gør ved små tyrkiske grønthandlere og sidegadeveksellerer: Hænge dem ud.
Men nej - i stedet hænger vi fast. Lige så sikkert som verden er kapret af en konspiration af galninge besat af at rage til sig, lige så sikkert er det, at vi hænger fast i netop den koncensus, der gør det muligt: Vi vil ikke kendes ved konspirationsteori.
Det er vi enige om. Derfor har vi en presse, der ikke vogter nogetsomhelst.
- - -
(1) Se interviewet med navnkundige Norman Dodd, den amerikanske undersøgelsesleder, som i 1950´erne afslørede de skattefri fondes målrettede manipulation med krig, uddannelse, historieskrivning, videnskab og meget mere:
1. del
2. del
3. del
4. del
5. del
6. del
Interviewet på tryk
(2) Medier og deres ejere (rettelser og opdateringer modtages med glæde):
Rupert Murdoch News Corporation
FOX, Sky News, The Sun, The Times, HarperCollins, New York Post, Weekly Standard, TV Guide, DirecTV og 35 TV stationer.
General Electric
NBC, CNBC, MSNBC, Telemundo, Bravo, Universal Pictures og 28 TV stationer.
Time Warner
AOL, CNN, Warner Bros., Time og dettes mere end 130 magasiner.
Disney
ABC, Disney Channel, ESPN, 10 TV- og 72 radiostationer.
Viacom
CBS, MTV, Nickelodeon, Paramount Pictures, Simon & Schuster og 183 U.S. radiostationer.
Bertelsmann
Random House og dets mere end 120 datter-forlag worldwide.
Læs også artiklen Why Media Ownership Matters på commondreams.org.
|
